72
Kobbersmeden.
drukne ved Siden af hinanden, den ene i Rendestenen, den anden oppe paa Fortovet.
"Aa, det er en Skam, De inte kom før, Hr. Zedlitz", sagde en af Drengene, "saa havde De vaaren Fordanser for de to Didrikker der, saadan som De saa tidt har vaaren."
Kobbersmed Zedlitz kjendte strax Skomager Rind fra Fattighuset .... det var ham, der laa i Rendestenen. Og den anden, han, der laa paa Fortovets Skraaning ned med samme Rendesten? Han vendte Ansigtet halvt ned ad, og det var helt skjult af Armen, som laa slapt hen ad det… Jo, nu kjendte Kobbersmed Zedlitz Frakken og de uhyre Støvler. Det var Markedsbissekræmmeren fra i Formiddags.
"He .... he .... har jeg det ikke sagt? Sodanne maatte den Saubeller blife før Aftningen! Sagde jeg det ikke nok?"
"Ja, men nu nytter de'n'te, De dingler forud, Zedlitz, for ingen af dem kan bære Kæferen længere frem", sagde Drengen fra før.
Der var noget, der arbejdede dumpt og tungt i Kobbersmedens Sind. Han rugede paa noget. Det skulde paa én Gang være en Formel for hans Harme mod Drukkenskaben i Almindelighed og over Skomager Rind i Særdeleshed. Den Slubbert, som for fyrretyve Aar siden havde den søde lille blonde Kone … ach wunderschøn! .. som bankede hende og pinte hende, til hun døde! Den gamle Tysker fik en Idé.
