75
Kobbersmeden.
"Nej, din tyske Landsforræder … for alle Tyskere ere Lands—forrædere … jeg skal sige dig en Ting, din gamle skinhellige Skurk! Jeg er inte fuld i Aften … jeg skal nok blive det siden …"
Uvilkaarlig havde Kobbersmeden hævet sin Hammer mod Skomagerens modbydelige Skikkelse. Rind vedblev bestandig med det samme onde Grin.
"Ser du, min gamle Ven, jeg har holdt mig ædru i Dag, bare for at more dig … og saa for at bringe dig en Hilsen fra min … eller din .. hva'? … salig Lise der oppe paa Kirkegaarden der … Ser du … han, der ligger der henne … det er hendes Søn … du … han er fuld. Han har været i dit Fædreland … og der har han lært gode Ting, kan du tro. Vi har drukket din Skaal i Dag … du … hæ, hæ, hæ!"
Den gamle Kobbersmed tabte sin Hammer. Den faldt tonløst klirrende mod Stengulvet. Da han kom til sig selv, fandt han sig siddende paa sin Bænk, dirrende som af Koldfeber i den varme Aften. Brillerne laa i hans Skjød. Hans store Haand fôr over hans Pande. Ingen tysk-dansk Replik formede sig i ham. Alt i hans Indre var stumt og dødt. Ellers herskede der jo en evig Pludren som i en Andedam. Men det var, ligesom om der blev gravet og arbejdet tyst, men dybt i ham. Tilsyneladende sad han sløv og idiotisk og saâ hen for sig, men under alt dette groede en forholdsvis stor Beslutning tvingende sig op fra det dybeste Muld i den gamle Mands Sind.
Det var blevet saa mørkt, som det kan blive
