77
Kobbersmeden.
Tanker, som filtrede sig ind i hverandre, sad han der og gjorde en Slags Regnskab med længst forsvundne Dage, et Regnskab uden Klarhed og Nøjagtighed, men som dog fik et Facit tilvejebragt under smertelig Frygt og Bæven. Thi den udregnende Proces foregik i Samvittighedens Dybder. Taarer piblede af og til frem i de gamle Øjne.
Da Kirkeuhret dirrende og surrende sendte tolv Slag ud over den stille By, rejste Kobbersmeden sig. Han forsikrede sig om, at hans Gjæst sov trygt, gik hen og tog fra Vinduet i sit Sovekammer en blomstrende Gyldenlak i en Urtepotte, den eneste Luxus i det hvidkalkede, møbelløse Rum, listede sig ud gjennem Døren. Det var trukket op til Regnvejr. Enkelte Stænk faldt koldt paa Kobbersmedens hede Hænder. Han bar Urtepotten op paa Kirkegaarden og satte den paa den for mange Aar siden afdøde Madam Rinds Grav. Han saâ den aldrig siden.
IV.
Kobbersmed Zedlitz havde aldrig havt Skilt. Slige moderne Reklamemidler havde han foragtet. Han havde i sit stille Sind gjort den bestemte Fordring, at Kunderne i den By, hvor han havde boet i nogle og halvtresindstyve Aar, maatte kunne Finde ham uden videre.
En skjøn Dag blev de faa, der passerede Gyden, overraskede ved at se et Skilt over Kobbersmed
