89
Partikulier Petersen.
Æresfølelse havde P. J. Petersen, at han ikke vilde tjene en Principal, som var yngre end han selv.
· | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
Et lille Kvistkammer paa Gammelmønt med
en Seng, et Bord med skaaret Vandtøj paa, en tæt
nedhængende Skraavæg! Ensomme Dage! kun om
Natten Væggetøj til Selskab! Aldrig varm Mad!
De største gastronomiske Nydelser: En Spegesild
eller et Stykke grønsaltet Flæsk! Aldrig Ild i
Kakkelovnen! En Lammeskindspels var billigere end
en Vinters Brændsel. Det var Ruinerne af den Pels,
som nu varmede Partikulier Petersens Fødder! Men
nu gik han i Kirke Søn- og Helligdagene baade til
Højmesse og Aftensang; nu havde han Tid til det.
Gudsfrygtens Løn udeblev ej heller. Som hemmelig Kompagnon i en Pantelaanerforretning tjente Peter Jakob Petersen gode Penge. Hvor klappede han taknemmelig og rørt de smudsige Femdalersedler, glattede dem kjælent og omhyggelig, før han leverede dem hen til Sparekasser og Vexelerere, hvor de "Smaaskind skulde ud at arbejde" ligesom deres Herre og Mester. Det var dog maaske hans lykkeligste Tid, de syv otte Aar paa Kvistkammeret paa Gammelmønt.
Der ovre, lige over for paa Gammelmønt i Stuen, boede Madam Petersen, Enke efter en "Spisevært". Hun var oppe i Trediverne, lidt fyldig, som det bør sig en Spiseværtinde at være. P. J. Petersen saâ med sit skarpe Øje, at Enkemadam Petersens Spisekvarter var en god Forretning. Der kom mange