105
Fra Avisstuen kom nu Løjtnant Kramer. Han var den eneste, der var i Uniform, og hans kolossale Krop syntes sammentrængt til det mindst mulige Rumfang i den stramme Vaabenfrakke. Naar han gik ned ad Gaden, bar han sin Sabel fast knuget i sin vældige Næve, som Landsknægte maa have baaret deres Tohaands-Sværd. Han bredte med Voldsomhed Avisen ud og læste i Uddrag en Smædeartikel, hvori dette infame Papir vovede at forhaane et kongeligt Fodfolksregiment:
— Fem Kvinder og tre Børn vare trampet ned af de gale Heste. Et Barn svævede mellem Liv og Død. Løjtnantens Navn var endnu ubekendt. Han, saavel som hans Ledsagerinde — en Dame af Beaumonden, en Frøken B., der nød et tvivlsomt Ry, — var kendeligt berusede. Parret syntes at have dejeuneret meget festligt i en afsides liggende Kro — — —.
Leo Clermont sprang op, og alle betragtede ham. Men han tog atter Plads, trak paa Skuldrene. Hans Ansigt udtrykte nu Ligegyldighed. Og Kammeraterne betragtede ham med Forundring.
Svenskeren stødte sit Glas mod hans: "Tak, Bror! Tak for din kække Bedrift. Det Pøbelrak trænger til en i Synet nu og da."
Og Løjtnant Weber, der var beruset, klappede Sjökrona paa de fede Skuldre: "Vi raske Landsknægte!" raabte han, "vi gode hvervede Folk!" Han styrtede Likøren i sin Hals. "Sacra!" sagde han og smaskede af højeste Velbehag.
