227
De maa, Miss Ida, jeg ved ikke, hvad De vil have jeg skal sige Dem mere. Jeg rejser herfra om fjorten Dage. Rejs med mig, hører De, hjem til Chicago — eller først, om De vil, ned gennem Europa — til Italien, til Ægypten."
Hun nikkede. "Jeg vil gærne rejse med Dem, De vil sikkert blive en god Kammerat. Jeg kan godt lide Dem, jeg giver mig gærne i Deres Hænder. Jeg vil rejse med Dem, naar De vil, hvorhen De vil."
Han rejste sig heftig. "Imorgen, om jeg bad Dem? Endnu inat, — om jeg bad Dem!"
"Ja, — naar De vil."
Han smilede, hans store blanke Tænder lignede i det røde Lys Bloddraaber, der randt frem under det stive, brune Skæg. "Well," sagde han, var igen helt behersket, og idet han syntes optaget af en pludselig ny Idé, tilføjede han:
"Naa, selvfølgelig venter vi og gifter os forinden."
Hun bøjede Hovedet, hun trak Vejret dybt. Alt var hende nu saa ligegyldigt, saa ganske uden Vægt og Værdi. Men lige med et følte hun hans Mund mod sin, hans Armes Greb om sine Hofter, hun fornam hans Kys, faste og hede over Kinder, Hals og Skuldre; han flængede Skulderbaandet, der bar hendes Kjoleliv, pressede sit Ansigt ned mod hendes Bryst, og Ida stønnede af Smerte, af Skam, af Frygt.
"Slip mig!" hviskede hun. Og han løftede sit
