Ved en Soirée, som i Anledning af italienske Krydseres Besøg den 24. Juni afholdtes paa Kystens største Badehotel traf Ida Clermont Broderen, idet han tilfældigvis blev hendes Vis à Vis i en Kvadrille.
Ida Clermont var med et større Selskab taget herop ombord i en af Marinens Øvelseskuttere. Efter Diner'en paa Krydserkorvetten "Umberto" blev Damerne roet fra Borde for at gøre Toilette i Hotellets Værelser. Og lidt før Kl. 9 samledes de og stod i Flok ude i den høje, flagsmykkede Vestibule. De gik over mod Koncertsalen.
Bess Nelsson kom hvid og rank som et Lys ned over Korridorernes bløde Smyrnaløbere. Rose Wahl og Maria Therese gik ved hendes Side. De trak de lange, hvide Hansker op over Albuen og saa frem for sig, idet de lod Fingrene spille mod Lyset. Og de andre kom stormende, kaade og vilde bag ved dem, de styrtede sig forbi dem ned ad Trappen. Italienerne, deres Kavalerer, stod dernede og bredte de guldbroderede Arme ud imod dem.