69
"Efter denne Dans" — og da de igen passerede hinanden, fortsatte han: "Jeg har ikke set dig i mange Dage. Lad os træffes efter denne Dans."
Et Kvarter senere mødtes de i Døren ud mod den kolossale Glashal, der løb langs Hotellets Sider. Han bragte hende Overtøj; men hun beholdt det i sine Hænder. Sammen gik de ad Promenaden, der førte langs Stranden paa Hotellets Grund.
"Sankt Hans-Blus!" sagde hun, og hun talte de hvide og røde, flakkende Lys, der brændte langs Kysten og hinsides det smalle Sund. Derovre laa som et Diadem af lysende Stene: Byen hinsides, bærende øverst — lige over Havneløbets Rubin og Smaragd — den hvide Lyskegle fra Udstillingens Projektør. Nær ved dem over Kysten, der her syntes at gabe som en Mund om det glatte, fosforlysende Vand, skimtede de Omridset af Slottets Taarne. Fyret sprang ud af Mørket og svandt.
Ida følte sig ængstet ved dette Lys, der kom og svandt; men snart forstod hun, at hun ængstedes for den Samtale, der forestod, for visse Spørgsmaal fra Broderen, et muligt Regnskab. Hun betragtede ham med Opmærksomhed og beroligedes snart. Hun saa, at han, som hun, tyngedes af sine egne besværlige Tanker.
Hun gav sig til at spørge ham ud om hans Planer — hans Projekt om at komme i Garden — ved Hove.
Han trak paa Skuldrene: Hoffet fristede ham
