79
vering. Han fortalte, at han paa sine Rejser gik rundt i de store Magasiner og søgte disse delikate og kostbare Sager ud.
Ida lo og rykkede sig fra ham. Hun tænkte sig, hvorledes han hentede en skiden Pabrikspige op fra Gaden, rev Pjalterne af hendes Krop og klædte hende i denne Silke — Jupons og Tricots, til hun lignedede et Faslelavnsris og troede sig en Prinsesse.
Vognen hvirvlede over Vejene, Stemplet hostede uden Rast. Han lignede i sin Voksdugskappe med Masken og Støvbrillerne, en Dødning, der med sine Knokkelhænder styrede den farende Maskine. —
I tre Uger levede hun i Sol og Blæst og Saltvand og Flirt paa et af de store Klithoteller ved Havet vestpaa. Hele Kliken var samlet derovre en Tid. Forenede ved lange Stræktove vandrede de sammen ud i Brændingen. Men inden Ida rejste hjem, sendte hun sin Regning, i en Konvolut uden Følgebrev, til Hugo Jacobs. Disse Arrangementer vakte hos hende nu ikke længere Betænkelighed, næppe nok Ubehag. Det var som i hine Dage, da Faderen endnu levede, og da der i Hjemmet aldrig var tale om Pris eller Penge, da alt af sig selv kom til hende, da Magasinerne blot sendte deres Kataloger, og hun kun havde at vælge. For hende var det nu blot gamle, vante Forhold, der efter en tilfældig Afbrydelse paany sattes i Kraft. Det lykkedes hende uden Vanskelighed at henføre Pengespørgs-
