Side:Sommerglæder.djvu/113

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

113

Voxsegl, der bar hendes Valgsprog: »hony soit.«

— Og en Dug, sagde Fru Fryant og lo.

Datteren lo med og skrev: »En Dug!«  udenpaa Konvolutten.

Jens skulde afsted:

— Men jeg maa først vaskes, sagde Jens: naar jeg skal til Borgmesterens.

— Næh, sagde Frøken Johnny: løb Du, som Du er:

Da Jens havde aflevet Brevet hos Borgmesteren, gik Stuepigen op i Gavlen til Frøkenens Værelse.

Frøken Ingeborg fik Brevet rakt ind gjennem Døren.

Da alt var ordnet, lukkede Frøkenen igjen. Der hørtes i hendes Stuer kun Lyden af hendes Skridt.

Frøken Ingeborg syntes saa høj, som hun gik mellem de mathvide Vægge, med de smalle Striber af Sølv. Der løb, i tynde Rammer, langs Væggene en Frise af Billeder med mange Palmer. De var fra Vestindien. Og andre med hvide Bjerge. De var fra Schweitz.

Frøken Ingeborg vandrede længe. Saa klædte hun sig paa. Langsomt gik hun rundt mellem de store vestindiske Kummer.

Hendes Kjole var gul og fæstet med Valmuer. Foran sit Spejl tog hun en Perlesnor om sin Hals, én Række Perler. Hendes Øjne blev i Spejlet, og en lang Stund betragtede hun ufravendt sit eget Ansigt, med et Blik, som dens, der læser — ubevægelig.