125
— Ja, ellers megen Tak, sagde Generalkonsulen, der stod ved Døren, og han lod Manden, der maaske var meget rigere end han selv, gaa sig forbi — ud af Døren, som man afskediger en Lagerchef:
— De tilgiver, sagde Hr. Fryant til sine Gæster, da Døren var lukket, og vendte tilbage til sin Plads.
Hr. Therkildsen stod et Øjeblik ved den lukkede Dør. Aarerne i hans Pande var svulmede op. Han saá ud, som en Mand, der, i en uhyre Vrede eller under en lynsnar Anspændelse, foretager et Opgjør.
Hr. Therkildsen gik gjennem Gaarden:
— Men hvad vil Konsulen? sagde Fru Brasen, der, ved at sé ham, blev staaende ret op og ned paa sit Køkkengulv.
Hr. Therkildsen var standset og saá et Nu ind i det forvirrede Køkken, hvor Brasen ved Lemmen skreg:
— Til hvem ska' de skrives, de Cognac'er?
— Jeg véd ikke, Brasen, sagde Fruen, der drejede.
— Det gaar vel ellers godt? sagde Vicekonsulen ind ad Køkkenvinduet, før han gik.
— Han var hvid i sit Ansigt, sagde Fru Brasen og blev selv bleg uden at vide hvorfor.
— Ja, sagde Køkkenpigen: han var det.
.... Christian løb med Cognacen ind i Spisestuen, hvor Sangeren, i en Kreds af Damer, havde faaet et Lommetørklæde lagt om sin Hals for Trækken:
