146
I Skænkestuen raabte de paa Baiere til Mandskabet:
— Baiere her!
— Christian, skreg Brasen.
Christian Christensen, der var saa træt, at han saá ud, som han trillede, fløj frem af Hjerterummet i Gaarden:
— Ja, skreg han i Farten.
— Nu sover han saa'gu derovre, sagde Brasen.
. . . . . . . Jens var paa Vejen til Feldhusen. Gartneren, der var søvnig og treven, sagde, hvem der vel skar Roser ved Nattens Tider. Han var ikke vant ved det.
— Det er de Københavnere, svarede Jens, der gik med Feldhusen op i Haven, hvor Rosenbedene laa lige ved Gærdet til Skoven. Jens krøb op paa Gærdet, mens Gartneren skar Roserne.
Inde under Træerne lyste pludselig nogle farvede Kjoler frem, og Fru Fryant kom ud af Skovlaagen med sin Mand. Frøken Johnny gik ved Siden af Eigil Verner, og nynnede, i sin hvide Silke. Lidt efter kom Frøken Ingeborg — hun og Knud Ender gik kun langsomt. Valmuerne paa hendes Kjole var blevne saa dunkle i Halvmørket.
Jens stod paa Havegærdet med opspilede Øjne, som saá han et Syn:
De Herrer og de Damer forsvandt mellem Lindene.
— Hvad tænker De paa? spurgte Knud Ender.
