154
Hr. og Fru Fryant frem gjennem Stuerne. Da de havde naaet Sangeren, skød Fru Graa pludselig op ved Siden af sin Mand:
— Vi hørte Dem dernede fra, Hr. Graa, sagde Generalkonsulinden.
— Og det er Fru Graa, sagde Admiralinden.
Generalkonsulen bukkede:
— Jo, sagde Fruen: Hr. og Fru Fryant er Kendinge fra Concertsalene. Vi paa Tribunerne kjender nok vore Venner.
— Konsulinde Therkildsen, sagde Admiralinden og førte Haanden lidt frem imod Vicekonsulinden, der var traadt til, og hvis Fingerspidser svedte gjennem de hvide Handsker.
Hr. Fryant havde næppe hørt Navnet, for han indskrænkede sig til at bøje Hovedet. Fru Fryant havde et Sekund betragtet sin Mand, men heller ikke hun lod til at have opfattet Navnet Therkildsen, thi hun sagde kun, efter at have sænket Hovedet:
— Hr. Graa véd næppe selv, hvor pragtfuldt det lød.
— Er Du anstrengt? sagde Fru Graa hastigt, med et Blik ned paa Noderne.
— En Smule, min egen, sagde Sangeren.
Og Fru Fryant brød ind:
— Det vilde dog være urimeligt yderligere at besvære Deres Mand.
Fryants og Admiralinden gik.
Vicekonsulinden sitrede i sit Ansigt.
— Vi danser, Mama, raabte Johnny. Hele Gulvet var fuldt af de dansende. Frø-
