Side:Sommerglæder.djvu/167

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

167

Frøken Ingeborg havde støttet Hovedet til sin Arm. Øjnene var fæstede opad. Den hvide Dug, hvorpaa hun laa, saa i Halvlyset ud som det rindende Sølv.

— Nu maa vi gaa op, sagde Johnny.

— Godnat, Knud Ender, sagde Frøken Ingeborg, og mens hun tog hans Haand, var et Nu hans Ansigt som beskinnet af hendes Øjnes Lys.

Frøken Ingeborg og Johnny gik op i deres Stuer. Johnny satte sig i en Stol, og Frøken Ingeborg stod længe foran sit Vindu. Ingen af dem talte. Saa rejste Johnny sig og gik hen over Gulvet. Hun lagde nænsomt Armen om sin Venindes Liv.

— Johnny, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Stemme skælvede:

— Jeg kan ikke tale.

— Det skal Du heller ikke. Godnat.

Og de skiltes med et Haandtryk .....

.... De to Cyclister stod i Brasens Port og saá saa langeligt efter Frøken Lucie, der løftede højt op, mens hun blev bortført af sin Moder. Inde i Porten spøgte Fru Jespersen med de tre Ingenieurer:

— I maa ligge hos mig, Drengebørn, sagde Fruen: men I maa tage det, som det kan falde sig.

Hun gik med de tre Mænd, mens de to trikotklædte saá, underligt sultent, ogsaa efter hende.

— Hvor skal vi ligge? vendte de sig til Brasen, der kom fra Skænkestuen ud i Porten.