32
— Der har nok været svært med Rejsende til Morgen med Damperen, sagde de.
— Ja, det er det, vi si'er, raabte Kreaturhandlerne, fra Billardet.
— Vi faar nu ingen ad den Vej, Sørensen, sagde Brasen, som aldrig, og nu havde han siddet her i otte Aar, havde faaet Gæster ad anden Vej end den, der gik ad Nord til.
Men pludselig aabnede han alligevel Lemmen i Døren og raabte ud i Køkkenet:
— Hvor er Du, Jansine?
— Her, Brasen, svarede Fruen, der var, hvor hun plejede, i Spisekammeret.
— De si'er, der er kommet svært med Passagerer med Aalborg-Damperen, sagde Brasen.
— Gud, hvad er'et, Du siger, Brasen.
Fruen blev staaende midt i sit Køkken. Det var, som fik hun det, med en ren Lammelse i sine Knæ: Hun havde nu altid sagt, at de kom nok over Aalborg.
Hun tænkte strax og i ét Nu paa Slagteren, der var kørt, og paa Sengetæpperne, at de skulde ta'e de strikkede; og paa Stuepigen, som hun ikke havde, for hun var løbet derfra:
— Aa Gud, at man osse lod hende løv'. Men man ku' ikke ha' hende, det Skarn, for Byens Folk, saa hun skabt' sig.
Og hun tænkte paa Nielsen i Smøgen; man ku' vel faa hos ham, saa man ku' hjælp' sig; og paa de sidste to Dusin Haandklæder, som ikke var sømmede: