44
— Og vi kjender dog Fru Brasen, hvordan det gaar i sidste Minut, at de kommer rendende.
Fru Petersen havde nu i fjorten Dage opfordret til Lagkage, da den jo dog kunde holde sig:
— Og Rists's Unger, de slikkede den saamænd nok i sig endda, mente Fru Petersen.
— — — Hr. Andersen stilnede Køretøjets Fart lidt udenfor Byens sidste Hus. Der boede Pottemageren. Han havde kun ét lille Butiksvindue, hvor der var opstillet mange Slags Skaar, med blege Stykker Wienerbrød imellem. Konen stod i Døren.
Hr. Andersen sagde:
— Idag begynder det.
— Hva'fornoget, sagde Konen langsomt.
— De Badegæster, sagde Slagteren.
— Naa, svarte Konen: ja, os kommer 'et jo ikke ved.
— Hvor er Lassen, spurgte Slagteren.
— Han, sagde Konen, han er over sit Skrab.
Lassen var altid over sit Skrab, inde i et mørkt Hul, som han aldrig forlod uden for at spise, og det gjorde han, saa beskidt som han var af sit Ler:
— Han vil jo altid lav' dem saa kjønn', sagde Konen: Og hvad nytter 'et?
Hun ernærede Familien med sit Wienerbrød og Lakrits, mens Lassen tumlede med Potterne og sin skæve Ovn.
Hr. Andersen kjørte.
Madam Lassen blev staaende i sin Dør, da Dagvognen rullede forbi.
