80
— Her sidder vi, sagde Frøken Johnny og satte sig.
Haven laa foran dem, med hundrede Roser, i Solen.
— Hvor her er skønt, sagde Johnny og hun gav sig til at fortælle om en Mængde, Mængde Ting og om Carl Sponneck, sin Forlovede, der var paa Togt:
— Han er prægtig, sagde hun: og han siger ingenting.
Pludselig lo hun og sagde:
— Troer Du, at forelskede kan tale?
— Jeg tror ikke, svarede hun sig selv, mens hun blev ved med at lé.
Insekterne summede omkring dem, mens Johnny fortalte mere: om Forældrene: Papa er sød og rar, men han er stædig, sagde hun; om deres Baderejse: hvor var der dog kønt, sagde hun; og om Zürich — — aa ja, de Dage i Zürich . . . . hun talte endnu en lille Stund. Saa tav hun pludseligt, før hun sagde, idet hun nikkede:
— Men han er ogsaa køn.
— Hvem? spurgte Frøken Ingeborg, der intet havde sagt, men kun sad tilbagelænet imod Hyldens Stamme og flyttede ikke sit opadvendte Ansigt.
— Knud Ender, sagde Johnny ud i Luften. Og hun lo.
— Nu vil jeg skrive, sagde hun, for ellers bliver der ikke Tid.
— Ja, sagde Frøken Ingeborg og hun gik op for at hente Papir og Blækhus. Da hun vendte tilbage, begyndte Johnny at skrive.
