97
— Undskyld . . . . men Hr. Ender, kan jeg ikke tale med Dem?
Og Døren blev lukket.
Selskabet var blevet ganske stille, og alle havde sét imod Døren, mens den brunlødede, der ligesom havde faaet en anden Holdning, gik hen over Gulvet og ud paa Gangen.
— Men det var jo Frøken Fryant, sagde den gamle Dame glad til Vennen.
— Ja, svarede han: de boer her.
— Næ, gjør de det, sagde den gamle Dame i samme Tone: vi har kjendt hinanden saa mange Aar.
Fru Lindegaard sagde til Manden:
— Hans, Generalkonsulen er jo en Ven af din Fader; og Tømmerhandler Berg, den tykke Herre, sagde:
— Julie, der er vist Sauce i mit Skæg.
Men Fru Rasmussen sagde:
— August, Kartofler; og bandt Smækken lidt fastere om Halsen paa sin yngste.
— Paa Gensyn saa, Ender, sagde Frøken Johnny, der løb ned ad Trappen, hvor Ingeborg allerede stod paa det nederste Trin.
— Og Tak, Frøken, sagde den brunlødede, som blev staaende med bøjet Hoved, indtil Damerne var borte:
— Gudbevares, sikket Jerusalem, der var, sagde Frøken Johnny, der var bleven ved at lé: den Diner maa sikkerlig forbedres; og idet hun aabnede Døren til Skænkestuen, sagde hun:
— Du, vi begynder strax.
