112
endsige ile ud for at erkyndige sig om, hvad det er. Hun faar det tidsnok at vide. Sker et saadant Uheld i hendes umiddelbare Nærhed, maa hun, tilsyneladende ligegyldig, blot give sine Ordrer angaaende Katastrofens Udslettelse.
Værten og Gæsterne maa ligeledes lade som ingenting.
Naar man ved en Middag eller Souper faar sin Dragt plettet ved Bordfællers Uagtsomhed, maa man beherske sin Ærgrelse og forsikre, at det ikke gør det mindste. Selv om den Opvartende hælder Indholdet af en Sauceskaal ned over Ryggen af en Kjole til flere Hundrede Kr., maa man smilende bevare sin Fatning og sige, mod bedre Vidende, at det gaar af.
Hvis man som Gæst kommer til at vælte en Rødvinskaraffel ud over Dugen eller ituslaar en Glasgenstand, bør man, efter en Undskyldning, gaa nogenlunde let hen over Uheldet og ikke udtømme sig i for mange Beklagelser, der kun gør det vanskeligere for Værtinden at bevare sin ligeglade Mine.
Men fremfor alt — har man haft det Uheld at ituslaa eller ødelægge noget, maa man ikke søge at oprette det ved at sende en lignende Ting som Erstatning den næste Dag.
Dette betragtes ikke som hørende til god Tone.
Skaaltaler er ved at gaa af Mode ved et almindeligt Middagsselskab. I mere gammeldags Kredse bruges dog endnu, at den Herre, der har Værtinden tilbords, har Ret til at kunne udbringe hendes Skaal. Det maa da tilraades ikke at gøre det i altfor blomstrende Udtryk, men helst at holde paa den spøgefulde og kauserende Form.
At de andre Gæster tier stille under Bordtaler følger af sig selv. Ikke heller bør man afbryde Taleren medmindre et vel turneret Tilraab under en animeret
