staar i Forbindelse med Sagnet om ham, at han væltede sig ud af Kongedömmet.
At Titelen Hersir ikke var udelukkende norsk, men ogsaa engang brugtes i Sverige, tör man med Sikkerhed slutte deraf, at det i Sverige brugtes som Navn (med mindre Sikkerhed deraf, at Landnámabok Ísl. ss. I, 195 nævner Gorm som hersir ágætr í Svíþjóð). At dette Værdighedsnavn oprindelig ogsaa var dansk, er der ingen Grund til at tvile om; en Antydning dertil for den ældre Jærnalders Tid tor man, omend ikke med Tryghed, linde i Kvindenavnet HARISO d. e. Hersa paa Smykket fra Himlinghöie.
Harpestrengske håndskrifter,
meddelt af G. Lund.
Som bekendt findes der både sv*enske og danske bearbejd elser af de uriebøger fra middelalderen, der gå under Henrik Harpestrengs navn. Her er det ikke hensigten at omtale de svenske[1], men kun de danske, for at vise, hvorledes en ny
- ↑ Af de svenske er kun udgivet et mindre stykke af den Harpestrengske lægebog i Ny danske Magaz. I, s. 67—62, Kbh. 1794, efter en af Langebek i Sverig tagen afskrift af et bdskrift, der anses for ældre end 1300, og hvori vi uden tvivl have den ældste bevarede bearbejdelse. Men hvad det er for et hdskrift, lader sig næppe bestemme. NårWieselgren (Sver. skona lit. II, s. 300) siger, at det er et hdskr., hvori Skånske kirkeret findes, da beror det på en forvexling. 1 beskrivelsen af denne kirkercis hdskr. hos Kofod Ancher, Dansk lovhlst. I og Schlyter i indl. til hans udgave af Skånelagcn, hvor der findes den udførligste og pålideligste beskrivelse af alle, over 130 hidhørende hdskr., søger mao forgæves oplysning herom. Efter hele Wieselgrens forvirrede fremstilling er det næppe for dristigt at antage, at han har forvexlet det med det danske hdskr., hvorefter Molbech udgav de danske urtebøger, foran hvilket ganske rigtigt findes en afskrift af Skånske kirkeret på 5 blade. Efter den givne prøve har man anset det for ældre end noget af de danske hdskr.; men når det efter Dansk Mag. gentages afNyerup, Wieselgreu o. fl., at det er skrevet i den skånske eller vigiskc sprogart, da er det meningslost. Skånsk var en dansk sprogart; vigisk måtte være norsk, men man har jo aldeles ingen forestilling om en sådan sprogart på den tid. Når sproget heri du kaldes skånsk eller vigisk eller
