dauði «Död». Det kan ikke negles, at dette saaledes forklaret »iver en rimelig Mening, og Forklaringen af de to Linjer ligger saa nær, naar vi gaa denne Vei, medens jeg ikke Giner nogen Losning ad en anden; jeg kan derfor ikke længer tro, at den nævnte Forklaring af Ordene grunder sig paa en tilfældig og vildledende Overensstemmelse. .Men er Forklaringen den rette, saa er derved vundet et trygt Fodfæste for Tydningen af den hele Bjorketorp-Indskr.; UÞARABASBA, SAʀ ÞAT BARUTʀ og DAUDE kan da ikke tilhore det samme ældgamle Sprog, som vi fandt fOrst i Guldhorn-Indskr. og endnu paa Istaby-Stenen, men vi har her en Form af almindelig Oldnordisk, som vi kjende dette Sprog fra Runeindskrifter af det senere, særlig skandinaviske Slag. Fra dette Synspunkt vil jeg altsaa soge at give en fuldstændig Forklaring af Bjorketorp-Indskr., idet jeg for det forste aldeles intet Hensyn tager til Stentofte-indskriften.
Först nogle Bemærkninger om enkelte Runer: Y er, som Munch ogsaa i denne Indskrift læste det, r finale; eneste Tegn for a er %. n skrives baade "f og +; dette sidste Tegn Dndes ogsaa paa Guldhornet, Tune-St., Istaby-St. og paa flere Stene; at Bjorketorp-Stenen har begge Former af samme Rune, er ikke underligere, end at den for * to Gange har £, én Gang $; og saa Tjorko-Bracteaten og flere Indskrr. har begge Former af nRunen. Om Betydningen af Runen Y skal jeg i det folgende tale.
Ordafdeling findes ingensteds paa Stenen selv.
B. b er skrevet UÞARABA, ikke UÞARAFA. v skifter i nordiske Sprogarter i Efterlyden (hvor i Oldn. og Islandsk skrives f) ofte med b navnlig foran n, l, r og efter l, r; særlig kan her udhæves, at Former med rb paa Island fra Oldtiden af og lige til de seneste Tider forekomme som sjældnere Side former til dem med rf endnu siges paa nogle Steder i Breidefjorden porb, parbt (Guobrandr Vjgfusson Eyrbyggja S. LXV). 1 de nævnte Lydslillinger er Skrivemaade med B for det al mindelige F ikke saa sjælden i skandinaviske Runeindskrr. fra Nordens forskjellige Egne: paa en Sten i Skafsaa, ovre Tele marken læses pi Up ULB i kccus.); de manske Runeindskrr. brug oftere B foran R og efter L: paa liallaugh-Korset staar pORLAJBR pORIULB (? pIUTULB Munch) SUNR og VLB; paa et Kors ved Kirk Braddan pURLABR og HABRS, skrevet HHR.', hvilket Cumming (The Runic Remains of the Isle of Man, London 1857) feilagtig læser EABRS; en sén gotlandsk Indskr..
