exempelløst, om de [døtrene] omtaltes på stenen uden navns nævnelse.« Det er ikke eksempellöst. Paa Granevollen i Hadeland staar en Sten med Indskrift: SYNIR AUNAR RYKIU RISÞTU [stin þina a]FTIR AUFA BRUÞUR SIN HIALBI KUÞ SÁL [4 = Á) AUFA. Jeg skjönner ikke andet end, at Udtryksmaaden her er ensartet; og jeg kunde nævne flere saadanne Eksempler.
Om Varnumstenens Indskrift kan jeg mulig senere tilfoie et Par Ord, naar jeg har faaet nOiere Underretning af Oievidner om Indskriftens Udseende paa Stenen. Jessen linder, at Ind holdet, saaledes som jeg læser Ordene, ikke lyder synderlig til talende: «det var vel lidt påfaldende, om der skulde to til at riste så kort indskrift*. Jeg har troet, at Udtrykket tillader den Opfatning, at Jarl, der nævner sig selv som jeg», er den, der egentlig har ristet Runerne, medens dog Havn i Forening med ham har sorget for at Ian sat Mindestenen. Men om man ikke vil indromme dette, kan man jo tænke sig, at de to Mænd for enede sig om Ristningen ikke fordi Arbeidet krævede det, men fordi de begge vilde udfore denne Kjærlighedspligt mod Hit. Men hvad man end vil domme herom, saa tror jeg, at flere skandinaviske Runeindskrifter, i hvilke lo Runeristere nævnes, vil vise, at denne Indvending ikke har stor Vægt. Ved Skafsaa Kirke i övre Telemarken staar en Runesten med fölgende Indskrift:
- ORNAIRS SUNIR RISÞU ELU ÞESA EFTIR ÞIUÞULB BROÞOR
- KOÞMONTR RIST RUNAR ÞESAR OUK ÞEIR ONLOTR.
(Lige med anden Linje udenfor den Kant, som omslutter Indskriften, staar endnu, som det synes, MERSIN.) Denne Indskrift er rigtignok lidt længere end Varnumstenens; men hvor lang maa den Indskrift være , som to Mænd kan have ristet uden at det bliver paafaldende ? Jeg kunde anfore mange andre Eksempler paa ikke just meget lange Runeindskrifter, som er ristede af to Mænd.
Jessen siger, at Runerne for W, A, R, I, T i det Ord, som Save og jeg har læst WARITU, staa i usikker Orden, og han nævner Læsningerne WRAITA og WRAIT. Saavidt jeg kan sé af Tegningen, er disse Læsninger aldeles utilstedelige og
