muligt udtrykke Gjerningerne; saa fordres der Eet endnu, at Du ydmyger Dig og tilstaaer: men det er alligevel Naade, at jeg frelses. Man afskyede Middelalderens Vildfarelse: det Fortjenstlige. Naar man seer dybere i Sagen, vil man let see, at man havde en maaskee endnu større Forestilling om, at Gjerninger ere fortjenstlige, end Middelalderen havde; men man anbragte „Naaden” saaledes, at man fritog sig for Gjerningerne. Naar man saa har afskaffet Gjerningerne, kunde man dog ikke godt fristes til at ansee de Gjerninger, man ikke gjør, for noget Fortjenstligt. Luther vilde tage „Fortjenstligheden” bort fra Gjerningerne, og anbringe dem noget anderledes, nemlig i Retning af at vidne for Sandhed; Verdsligheden, som forstod Luther fra Grunden, tog Fortjenstligheden ganske bort — samt Gjerningerne.
Og hvor ere vi nu? Jeg er „uden Myndighed”; langt fra mig at dømme nogen Eneste. Men da jeg dog ønsker denne Sag oplyst, saa vil jeg tage mig selv og et Øieblik prøve mit Liv efter blot een lutherisk Bestemmelse af Troen: Troen er en urolig Ting. Jeg antager da, at Luther er staaet op af sin Grav; allerede i flere Aar har han levet iblandt os, men ukjendt, agtet paa det Liv, der føres af os, været opmærksom paa alle Andre saaledes ogsaa paa mig. Jeg antager, at han nu en Dag taler til mig og siger „er Du en Troende, har Du Troen?” Enhver, der kjender mig som Forfatter, vil see, at jeg endda maaskee var Den, der af Alle maatte komme bedst fra en saadan Examination; thi jeg har jo bestandigt sagt: „jeg har ikke Troen” — som en Fugls angstfulde Flugt foran et Uveir, saaledes har jeg udtrykt, her er Uraad, „jeg har ikke Troen”. Dette kunde jeg altsaa sige til Luther, sige til ham: „nei, kjere Luther, jeg har dog viist den Ærbødighed at sige: jeg har ikke Troen”. Dog dette vil jeg ikke gjøre gjældende; men som alle Andre kalde sig Christne
