hedens Skyld, maa fremhæve. Det Lutherske er ypperligt, er Sandheden; jeg har i Forhold til dette ypperlige Lutherske kun een Betænkelighed. Den angaaer ikke det Lutherske, nei, den angaaer mig selv: at jeg har forvisset mig om, at jeg er ikke nogen ærlig Sjel, men en listig Krabat. Saa bliver det vistnok rigtigst, at der passes noget nøiere paa Undersætningen (Gjerningerne, Existensen, det at vidne og lide for Sandhed, Kjerlighedens Gjerninger o. s. v.), Undersætningen i det Lutherske. Ikke som skulde nu Undersætningen gjøres til Oversætning, Troen og Naaden afskaffes eller nedsættes, Gud forbyde det, nei, just for Oversætningens Skyld, og saa fordi jeg er en Saadan, som jeg er, bliver det vistnok rigtigst, at der passes noget nøiere paa Undersætningen i det Lutherske — thi i Forhold til „ærlige Sjele” behøves der Intet at gjøres.
Og Jacob siger: vorder ikke blot Ordets Hørere, men dets Gjørere.
Dog for at vorde dets Gjørere, maa man jo først være dets Hører eller Læser, hvilket Jacob ogsaa siger.
Og nu staae vi ved vor Text.
Saa ville vi tale om:
Hvad der fordres for til sand Velsignelse at betragte sig i Ordets Speil?
For det Første fordres der, at Du ikke maa see paa Speilet, betragte Speilet, men see Dig selv i Speilet.
Dette synes saa indlysende, at man skulde troe, det neppe behøvede at siges. Dog gjøres det vist fornødent; og hvad der bestyrker mig i den Mening er, at denne Bemærkning ikke er af mig selv, ei heller af hvad vi nutildags
