111
en fiin Dame, saadan maatte ligge i det Hul dernede paa det bare Straa. Men du søde Guds Lam! Hvordan kan det da ogsaa være, at Hun saadan reiser allene? Hun er saadant et ungt Barn, og den lille Sjæl der er jo dog hendes egen. Hun er jo dog vel gift? Det kan jeg da nok tænke, thi saadanne Feiltrin, som Præsten kalder det, skal jo ikke gaae i Svang mellem de Fornemme. Hos simple Folk, som os her paa Landet, er den Ting da ikke saa farlig, og Folk sige jo rigtignok, at inde i Kjøbenhavn skal nu snart al Kirke og Daab og Vielse afskaffes, men jeg kan dog nok see paa Hende, at hun jo vel er gift, ikke sandt?
Claudine rødmede og svarede med sagte Stemme: Jeg har været det.
— Ih du Fredsens! hvor er da Manden? Hun er dog ikke Enke?
Saa beklemt som en ubefæstet Student ved Examen, stammede Claudine: Jeg veed ikke selv, … min lille Drengs Fader er borte … bleven borte paa Søen …
Konen raabte høit: Paa Søen! Ja Gud trøste os! Den slemme Gast tager saamangt et Liv. Det er ikke længere end siden ifjor, at Hans Jensens Søn og Svigersøn …
Manden kom nu og meldte, at Vognen var forspændt, og meget glad over at slippe fra den besvær-
