113
stod en Bænk og et Bord. Claudine var endnu ikke staaet af Vognen, da hun saae et Fruentimmer komme ud fra Huset og nærme sig med venlig Iilfærdighed, og Christiane stod for sin Gjæst i sin simple, pæne Dragt, med sit aldrende, men endnu behagelige, fine Ansigt. Hun løftede sine utryksfulde, milde Øine op til Claudine, medens hun rakte hende begge Hænder og med en velklingende Stemme hilsede hende med et »Hjertelig velkommen«. De to Fruentimmer saae paa hinanden og bleve begge grebne af den uforklarlige Følelse, der ved det første Møde med en Fremmed synes at sige os, at det ikke er en Fremmed, at vi kjende, forstaae hinanden, og den forunderlige, veemodige Anelse paatrænger sig, at vi have deelt Ondt og Godt med hinanden i en Præexistens, af hvilken vi have glemt Alt undtagen Kjærligheden.
Claudine havde endnu ikke sat Foden paa Dørtærskelen af sit tilkommende Hjem, inden hun følte sig hjemme. En ung, reenlig klædt Bondepige kom neiende til Vognen for at modtage Pakken og Reisetøiet, Christiane hjalp Moder og Barn af Vognen og førte dem triumferende ind i sit Huus. Det var for den Indtrædende, som om Fred og Frihed duftede hende imøde fra dette stille Tilflugtsted, hun havde en Følelse som Den, der efter en stormfuld Søreise sætter Foden paa Land. Over dette simple Huus var udbredt en saadan
To Tidsaldre.
8
