121
Ansigt mellem Kastanietræets nedhængende Grene, sagde hun bekymret: Min Claudine! Du har grædt! Hvad fattes dig? Skjuler du din Sorg for mig? Ak saa kan jeg vel gjætte den! Jeg har ofte frygtet, at vort stille, indskrænkede Liv i Tidens Længde maatte blive din friske Ungdom for snevert.
Hvad siger du, kjære Moder? udbrød Claudine: O tvertimod! Dag og Nat takker jeg Gud, som saa kjærlig har ledet mine vildfarende Fjed til dig og til dit fredelige Hjem. Nei, mine sorgmodige Tanker svæve langt borte, jeg veed ei selv, hvorhen, og det er min Sorg, at jeg ikke veed det. Hvor er Lusard? Er han død? Er han troløs? Hvor bitter er den Tanke, at een af Delene maa han være. Naar min Charles, som nys skeete, nærmer sit søde Ansigt tæt hen til mit, naar han seer mig ind i Øinene og smiler med saa yndige Træk om sin Mund, da staaer pludselig hans Faders Billede for mig; just saaledes saae Lusard paa mig; just saaledes var Udtrykket i hans skjønne Ansigt, medens fortryllende Ord strømmede over hans Læber. Har Dødens grumme Haand udslettet disse ædle Træk? Hvorledes er han død? Er han falden i Krigen? Have Fiender med deres Heste faret over den skjønne Skikkelse og sønderrevet den? Har han liidt og ligget hjelpelos uden en kjærlig Haand til at pleie ham, uden en Ven til at modtage hans sidste Suk? O disse Forestil-
