134
var meget forstandigt beregnet paa at trække Tiden ud. Charles jublede, og med moderlig og bedstemoderlig Interesse toge begge Fruentimmerne Deel i deres Yndlings Glæde og Taknemmelighed. Det var Juledag. Den foregaaende Aften var i det simple Huus bleven festligholdt efter ringe Leilighed. Et lille Juletræ stod endnu i Stuen. Man oppyntede det paany med friske Ædler, Kager og Lys, som man tændte til Ære for den store Tilvæxt af Julegaver. Baronen hjalp ved dette Arbeide. De to gamle Huusvenner kom imidlertid ogsaa og bragte deres lille Skjærv. De følte ingen synderlig Fornøielse ved at træffe den uventede, fornemme Gjæst, der ogsaa paa sin Side ønskede dem til Bloksbjerg. Men Husets Damer havde et saa skjønt Talent til at gjøre Honneurs, forenet med en saa god Tone, at Enhver snart fandt sig paa sin Plads. Baronen viste imidlertid de Nysankomne al Artighed, og de godmodige ældre Mænd kom snart i deres gamle Folder. Damerne bade Baronen at tage tiltakke hos dem, man satte sig om det tarvelige, men nette Bord i det bedste Lune, og tilbragte en Aften, der forekom Enhver som et lyst Punkt i Vinterens mørke Tid.
Fra denne Dag af bleve Baronens Besøg stedse hyppigere. Han søgte paa alle Maader at indsmigre sig, og greb enhver Anledning til at vise Opmærksomhed. Han bragte Bøger og Kobberværker, skjønne
