142
— Det Sidste.
— Men hvad bevægede ham til at forlade Dem, under saadanne Omstændigheder?
— Hans Ære, hans Pligt.
— Af hvad De nu har sagt mig, maa jeg formode, at han var en Udlænding.
— Ja det er sandt.
— De vil ikke betroe mig hans Navn og Deres eget, thi jeg gjetter, at ogsaa herover hviler en Hemmelighed.
— Jeg har sagt Dem og vil sige Dem Alt, hvad der kan interressere Dem, Alt hvad jeg troer at burde sige; spørg mig ikke om Mere. Jeg er fader- og moderløs, min Familie vilde sikkert ikke taale, at jeg vedkjendte mig dens Navn, da jeg har unddraget mig dens Myndighed. For ikke at give mit Barn fra mig, har jeg forladt Alt som en Flygtning, og skjuler mig her, takkende Gud for det lykkelige Fristed, han har forundt mig, for den moderlige Veninde, han her har ladet mig finde. Dette er Alt hvad jeg kan sige, og Mere end jeg nogensinde vil sige den øvrige Verden.
Baronen saae paa hende med inderlig Ømhed og sagde derpaa: Den Retsindighed, som bevæger Dem til at vise mig denne Fortrolighed, forhøier endnu Deres Værd i mine Øine, og langt fra at være en Anstodssteen for mine Ønsker, synes disse Opdagelser mig
