150
og da de kom hjem til mig, blev jeg bestormet med Spørgsmaal, som jeg naturligviis ikke indlod mig paa at besvare. Den, som roste sig af at kjende Dem og Deres Familie, forsikkrede forresten, at De var bleven gift i Mecklenborg med en riig Kjøbmand; om De var Enke, eller ved hvilke Skjæbnens Omskiftelser De var kommen til denne Egn, i en saa lidet glimrende Stilling, var han meget begjærlig efter at erfare.
Claudine svarede alvorligt: Ja desværre! jeg har vel tænkt mig, at noget Saadant var Følgen af dette Møde.
— De seer altsaa selv, kjæreste Veninde, hvor usandsynligt det er, at De i længere Tid kan blive skjult for Deres Familie. Tillad mig derfor at anholde om Deres Haand hos Deres Nærmeste. Alle Misforhold, alle Vanskeligheder ville blive jævnede, naar jeg tør fremtræde som Den, der har Ret til at beskyttet Dem. Der vil da Intet være, hvorfor De behøver at frygte.
— Intet, uden for mig selv, for min Samvittighed, for min indre Rolighed. De er altfor retsindig til ikke at ansee en saadan Frygt for den værste af alle.
— Vil De da ikke bebreide Dem selv at have gjort mig ulykkelig? Har jeg fortjent det af Dem? Jeg tør vel sige, uden at træde Delicatessen for nær, at jeg, for at vinde Dem, ikke har skyet Offre, som ikke
