160
— Hvad mener du?
Med neppe hørlig Stemme og bortvendt Ansigt hviskede hun: At han er død.
— Dod! Nei ingenlunde! Veed du ikke, at han for et halvt Aars Tid siden er bosat her i Danmark? I Jylland, paa sin Onkels Gods, som han har arvet?
Claudine stirrede paa ham uden at svare.
Ferdinand vedblev: Erindrer du ikke, at han ofte talede om sin Onkel, den emigrerede Duc de Montalbert? Denne stive Aristocrat, hvis Vrede bedrøvede hans Brodersøn saa meget, lod sin Forbittrelse døe med Republiken, mødte sin Neveu i Paris, forligte sig med ham og indsatte ham til sin Arving, hvorpaa han var saa god at reise til det Fædreland, hvorfra man ikke kan emigrere.
Har Lusard i alle disse Aar aldrig skrevet til dig? spurgte Claudine frygtsom.
— Kun et Par Gange. I Krigens Tummel saaer man ikke synderlig Ro eller Leilighed til at skrive Breve, men dog har han, netop som han reiste fra Paris for at begive sig til sin nye Eiendom, sendt mig nogle Linier med en Landsmand, som reiste til Genf. Jeg reiser til ham og haaber at bringe dig ham tilbage med større Glæde, end da jeg bragte dig ham paa Broen ved Fiskerleiet. Erindrer du den Dag?
— O Ferdinand! du ængster mig!
