163
og istemte strax sin Yndlingssang. Ferdinand omfavnede ham rørt og sagde, henvendende sig til Claudine: O hvilken Magt over Sjælen udøve dog vore Erindringer! Denne Sang, dette Skjærf, dit kjære Ansigt og det, som dit Barns Træk gjenkalder mig, fører mig ganske tilbage i min Ungdoms Dage.
En glad Fest feiredes paa denne Aften i den simple Bolig. Dens Beboerinder opbøde Alt, hvad der var dem muligt, for at vise deres Gjæst den Glæde, hans Nærværelse foraarsagede dem. Med qvindelig Opfindsomhed vidste de at indrette ham et hyggeligt Sovekammer for den kommende Nat, og det landlige Aftenbord var i al sin Tarvelighed nydeligt og behageligt.
Efter at den lille Charles var gaaet til Ro, bleve de to Veninder og deres Gjæst siddende i fortrolig Samtale til ud paa Natten. Med ligesaa stor Frihed, som under fire Øine, optoge de to Slægtninge den afbrudte Traad af det før afhandlede Æmne, og Christiane sad som den milde, jævnende Mæglerske mellem de forskjellige Anskuelser. Imidlertid blev det endelige Resultat, at Ferdinand maatte helligt love at udforske Lusards Hjertelag, forinden han talte til ham om den fordums Elskede. Ja jeg lover dig det, sagde Ferdinand, jeg gjenkjender dig ogsaa i din ædle Stolthed.
I intet Tilfælde skal din Ven og Fætter foretage det
11*
