168
Uafhængighed, med Glæde har begivet mig til dette stille Tilflugtsted i dit lille fredelige Fædreland.
Men, sagde Ferdinand: Forekommer denne Stilhed og Eensomhed dig ikke tom, efter saa bevæget et Liv?
— Ja og Nei! Jeg føler vel, her mangler mig Noget. Ligefra disse Blomster her ude paa Terrassen, der ligge ned paa Jorden, fordi her ikke findes en kjærlig Haand til at opbinde dem, og til dette Værelse, hvor Enhver kan gjenkjende en Pebersvends Menage, savner man jo den Skjønhedssands og det Liv, som jeg elsker og gjerne saae omkring mig, men som jeg dog ikke forstaaer at skabe, og endnu langt mere savner jeg en Ven som dig, med hvem jeg kan tale frit og fortroligt.
Du mangler en elskværdig Hustru, sagde Ferdinand, fornøiet over at bringe Samtalen over paa det Gebeet, hvor han vilde have den. Men Lusard indlod sig ikke videre, han trak paa Skulderen og taug.
Saaledes gik det i nogle Dage. Claudines Navn blev ikke nævnet. Det forekom Ferdinand, som om Lusard kjendeligen undveg at berøre denne Materie. Endelig en Aften, da Ferdinand kom hjem fra en Tour i Omegnen, sandt han Astenbordet dækket i en Løvhytte i Haven. Der stod Lys paa Bordet, og nogle Blomster laae i en Figur, der skulde forestille to Krandse. Lusard modtog sin Gjæst med en Blanding af Veemo-
