182
Noget, som man kunde blive melancholsk af at see paa. Men det forstaaer sig, du sværmede jo altid for den antike Herlighed og de græske Heroer, ligefra Prinds Hector til Lord Byron.
— Ja seer du! Min Ungdoms Ønsker traadte ligesom gamle Venner trøstende til mig i min sørgmodige Tilstand, og da Intet hindrede mig i at tilfredsstille denne gamle Tilbøielighed, saa greb jeg Pilgrimsstaven som saamangen Anden, der søgte Ro i Møie og Forandring. Som en ægte Pilgrim har jeg ogsaa været ved den hellige Grav.
— Virkelig?
— Ja, jeg har været i Palæstina, paa Oliebjerget med oprigtig Andagt, men derfor har jeg ikke fornægtet min gamle Kjærlighed til den antike Verden og heller ikke forsømt den classiske Jordbund. Jeg havde ikke isinde at blive saalænge udenlands, men, l’appetit vient en mangeant, det ene Sted giver os Anviisning paa det andet, ligesom det ene Studium rækker det andet Haanden; man gjør Bekjendtskaber med ligesindede Reisende, man følger med paa deres Omvandringer, og saaledes kom jeg til det sydlige America, et Land hvis Bekjendtskab jeg ikke vilde undvære at have gjort, og kort sagt, saaledes gik Tiden hen til Forundring for mig selv.
— Nu ja, Gud skee Lov! Nu have vi dig jo
