184
jeg da imidlertid paa mit tynde Haar. Jeg vil dog ikke være affecteert og sige, at jeg føler mig som en gammel Mand. Den Glæde vil jeg paa ingen Maade gjøre vor Tids unge Løver, der ved tyve Aars Alder ere ældre end jeg; men desværre, Kjærlighedens Dag er ogsaa gaaet forbi. Min Fader sang undertiden en gammel fransk Sang om Foraaret, „qui ne revient plus pourk les amans, comme il revient pour la nature,“ og den Vise, troer jeg, har Ret.
— Men Herregud! Skal det da endelig være i Livets Foraar, i sin uerfarne Ungdom, at man skal vælge Den, som skal gaae hele Livets Vei med os?
— Nei, det vil jeg langt fra ikke sige, men det er gaaet mig som saamangen Anden. I Ungdommen søger man Eventyr, man griber dem med Henrykkelse og slipper dem med Ringeagt, fordi de kun vare Eventyr uden Sandhed; og finder man da engang en Perle fra et Ginistan, saa har en Anden tilegnet sig den. Imidlertid gaaer Tiden hen, Hver tager Sin, men jeg tager ikke Min og faaer som Andre, Ingen. Ja man seer jo vistnok Dem, om hvilie Baggesen siger:
»De tænkte viseligen faa:
I Mangel af en Aphrodite
Man nøies maa med en Charite,
Og takke Gud, man den kan faae;«
men mig er det nit gaaet som følger: at:
