186
Jeg har, sagde Lusard, naturligviis tænkt paa mine egne Frænder, men de ere mig egenlig ganske fremmede. Paa min Faders Side er der Ingen, som kan komme i Betragtning; min Moders Slægt derimod, som er dansk, synes mig i alle Maader nærmest. Jeg har iaften læst i gamle Breve, der paa en egen Maade have bevæget mig. Der er maaskee Efterkommere af min Moders Fætter Ferdinand Valler, en herlig Mand, der var bosat i Schweitz og døde der. Der er ogsaa endnu i Kjøbenhavn en Søn af min Moders Onkel, den afdøde Grosserer Valler.
Milner afbrød ham: Grosserer Valler, ja ham erindrer jeg godt fra vore Studenterdage, da dine Forældre opholdt sig for din Skyld i Kjøbenhavn, og jeg i hele halvandet Aar var som Barn i deres Huus, det glemmer jeg aldrig.
— Erindrer du da ikke ogsaa Grossererens Søn, Christian Valler, som, uagtet han var en halv Snees Aar ældre end vi, dog var vor meget gode Ven?
— Jo vist, han arbeidede paa Faderens Contor. Herregud! man kommer saa reent fra sine gamle Forbindelser; jeg troer ikke, jeg har tænkt paa det Menneske i alle disse Aar mere end eengang, for en femten Aar siden, da saae jeg i Aviserne, at han averterede sin Kones Død.
Gud forlade mig, svarede Lusard, jeg har ogsaa
