202
ning flere Penge. Forgjæves bad Mariane ham om at overlade Penge og Gjæstebudets Anordning til Fruen. Nei, nei! sagde han: Hun kniber paa Alting, om jeg ogsaa giver hende dobbelt saamange Penge, og hun bryder sig desuden ikke om det Hele, og dennegang vil jeg have det ordenlig. Du kan kun sige: Fader vil give de Penge, jeg forlanger, uden at nævne hvormange, saa bliver hun meget tilfreds.
Da Commerceraaden havde forladt Dagligstuen, udbrød Arnold med høi Latter: Den fremmede Herre er altsaa en Ungdomsven af Deres Mand. Følgelig maa han jo være et gammelt Stødaf. Det skulde De sagt mig strax, saa kunde jeg have sparet min Ærgrelse og Deres Vrede.
— De smigrer Dem forgjæves. Jeg har spurgt Tjeneren, der sagde, at det var en meget elegant Herre, meget yngre end Valler.
— Naa, han har dog nok traadt, ikke blot sine Børneskoe, men sine Dandseskoe. Vær nu ikke vred længere; thi ellers maa jeg tage Livet af mig selv. Giv mig et Tegn paa, at De er forsonet med mig. Bryd en lille Blomst af dette Jasmintræ, og giv mig den til Forsoningstegn.
De er et Barn! sagde Fruen leende, idet hun dog, paa hans gjentagne Bøn, afbrød en lille Green af en Blomsterpotte og leverede ham den. Han kyssede
