209
kan ikke lide mig, det veed jeg godt. Og da jeg var lille, gjorde hun saameget af mig, da tog hun mig med sig allevegne. Ligesom hun nu behandler de Smaa, saadan behandlede hun dengang mig. Men det forstaaer sig, deres Tid kommer nok ogsaa. Natalia, som nu er saa kjephøi, hun staaer for Tour til at blive Skumpelskud. Seer du! saadant Noget kan jeg ikke lide.
— Men hvor kan du fordre, at din Moder skal elske dig, naar du har saadan Mangel paa Kjærlighed til hende?
— Ja det er sandt! Kjærligheden mangler mig, men jeg kan ikke gjøre derfor, og det er heller ikke fordi jeg er haardhjertet, thi dig elsker jeg, dig ærer jeg, saa oprigtigt, saa hjerteligt!
— Kjære Colette! Men er jeg saa lykkelig, at du har mig kjær og troer mig, saa beviis mig det ved at følge mit Raad.
Colette sukkede: Ak! du kan let sige det. Du har en Elsker, ved hvem dit hele Hjerte hænger, om hvem alle dine Tanker dreie sig.
Mariane rødmede. Hvor falder du paa Sligt?
Colette greb med behændig Haand en lille Snor, som tittede frem under Søsterens Halskrave, trak den op af dens Skjul, og sagde leende: Troer du ikke, jeg
To Tidsaldre.
14
