6
lod imidlertid ligesom stjaalne Blikke glide hen over det lille Selskab, medens hendes milde Øine med et besynderligt melancholsk Udtryk især fæstede sig paa Advocaten, der paa sin Side besvarede disse Blikke med en Blanding af Ømhed og Fortrydelighed. Tjeneren gik om med en Presenteerbakke med Kaffekopper og bød dem til de i en Kreds siddende Herrer. Justitsraaden tog en, idet han sagde: Naa i Guds Navn! Det er da ogsaa af vore nye Moder! I forrige gode Tider saa kom I Sukker og Fløde i Kopperne, nu skal man selv have Uleilighed. Dengang fik man da ogsaa Koppen ordenlig fuld, men det forstaaer sig, det var da rigtignok Kaffe, ikke Extract, som denne sorte Mixtur, der kan slaae Hjertet itu paa et Menneske. Maa jeg bede om min Kop fuld af Vand, tilføiede han. Madame Valler rakte efter den og sagde venligt: Tilgiv, kjære Svoger! En anden Gang skal jeg erindre, hvordedes De ønsker det.
Hun bragte ham selv Koppen og tilføiede: Jeg frygter, at jeg idag i alle Maader er uheldig i at træffe Deres Smag, thi jeg bemærkede ved Bordet, at De neppe smagte paa Maden.
Kjære Svigerinde, svarede Justitsraaden forbindeligt, idet han kyssede hendes lille fine Haand: Deres Kjøkken var idag, som altid, fortræffeligt, men jeg havde tabt min Appetit, fordi vi saalænge havde ventet paa
