223
al Skole og ikke værd at høre paa. Jeg kan ikke begribe, hvad der behager Dem saaledes hos vor Maren.
— Maren! gjentog Lusard forundret. Hun hedder jo Mariane.
— Vi kalde hende Maren.
— Aldrig kunde noget Navn passe slettere.
— Nei det maa De forlade mig, det passer netop godt; det er en høist ubetydelig Pige, og dertil en lille Gravso uden Figur, og min egen Datter Colette, der virkelig tegnede til at blive smuk, bliver nu saa stor og svær, at man kan vente, hun med Tiden kan passe til Grenadeer.
Dalund, som sad i Nærheden, sagde smilende: Hvad Fruen der yttrer om Deres Datter, er jo et Fortrin mere, eftersom en saadan Vært passer ganske til Nutidens Mode. Enhver kan bemærke, hvad den senere Generation angaaer, at Fruentimmerne blive bestandige større og Mandfolkene mindre. Det maa hænge sammen med den meget omtalte qvindelige Emancipation.
Lusard sagde: Saaledes som den lille Colette er, og som hun der sidder, glæder hun mine Øine og udgjør tilligemed sin Søster et smukt Tableau.
Dalund henvendte sig til Fruen og sagde med sit ironiske Smiil: Man mærker dog paa Lusard, at der flyder fransk Blod i hans Aarer, thi han veed
