225
der, denne Industrie paa alle Kanter, hvormegen Leilighed til Fortjeneste har den ikke skaffet den arbeidende Classe, hvormeget smagfuldere og behageligere synes dog det huuslige Liv at være! Med stor Fornøielse har jeg i disse Dage været Vidne til det Folkeliv, som rører sig her. Jeg har vandret omkring i Omegnen og moret mig særdeles ved at besøge de forskjønnede Forlystelsessteder, som ere ligesom opstaaet af Jorden. Tivoli for Exempel behager mig overordenlig. De mange Mennesker af de forskjelligste Classer, som der forsamles og forenes til det samme Maal, nemlig at more sig paa en uskyldig og anstændig Maade, ere et smukt Syn, baade for Øiet og Tanken.
En Herre svarede: Jeg kan ikke ubetinget være af denne Mening. Den Forlystelsessyge, der, som en Epidemie, mere og mere udbreder sig, er en Ødelæggelse for Familiernes Velstand, for det huuslige Samliv, og dermed for Moraliteten. Jeg kjender de Familier, som i deres Huse leve med en — jeg kunde gjerne sige — uanstændig Knaphed, som lade Børn og Tjenestefolk mangle Livets virkelige Fornødenheder, for at kunne tilfredsstille deres Forlystelsessyge og deres Forfængelighed. De Svage have altfor megen Fristelse. Dørene til Misbrug staae altfor aabne.
Hvad kan ikke misbruges? svarede Lusard. De, som ikke have Kraft til at staae paa Benene, ville
To Tidsaldre.
15
