238
var kjøbt med saa lang Tids Modgang og Standhaftighed, og især har jeg tænkt mig det som en Uretfærdighed af Skjæbnen, at Deres Moder maatte overleve den Mand, hun med saa stor Troskab og Kjærlighed havde offret sin Ungdom.
— Ak! det var ogsaa kun en kort Tid, ikke engang et Aar, at hun maatte savne ham.
— Hvorledes bar hun hans Tab?
— Stille og mild, som hun altid havde baaret baade Modgang og Medgang. Jeg var ikke forberedt paa den Ulykke, saa hurtigt at miste hende, skjøndt jeg jo vel bemærkede, at hun ligesom hensvandt Dag for Dag; men jeg smigrede mig med, at hendes ubeskrivelige Kjærlighed til mig, der aldrig noget Øieblik havde fornægtet sig, skulde binde hende til Livet.
Lusards Bevægelse ved disse Erindringer var saa stor, at den for nogle Øieblkke qvalte hans Stemme. Han fattede sig imidlertid og sagde efter et Ophold: Jeg helder stærkt til den Mening, at de Forudgangne endnu staae i et uforklarligt Forhold til os. I min Moders Døds-Øieblik saae det virkelig ud, som om den elskede Ægtemand bar hende bort i sine Arme. Hun laae som i en stille Slummer; med Eet aabnede hun Øinene, smilede, udbredte Armene og sagde med hoi Røst: »Lusard!« og med dette Navn paa Læben
