243
Bekjendtskab veed mindste Besked, og derfor gjørde, Stykket heller ingen Lykke, thi de Fleste forstode det ikke.
— Det beviser, at Forfatteren maa selv være for meget Svane til at svømme i et Gadekjaer.
— Jeg veed ikke, hvad De mener, men dersom denne Ledas Historie er uanstændig, saa er det jo godt, at vi Fruentimmer ikke forstaae den. Men for at komme tilbage til den gamle Etatsraad Dalund: Veed De, hvad hans egen Brodersøn, Hoiesterets-Advocaten, som han boer hos, har fortalt Valler i min Nærværelse? Han siger, at hans Onkel gjør en Afgud af det gamle Portrait, vi talte om; at han hver Aften og hver Morgen seer op til det, som om han hilsede det, og sagde det Godnat og Godmorgen. Mangengang sidder han som i Tanker og stirrer paa det, og saa komme Taarerne ham i Øinene. Det var Noget, han havde beluret, sagde Advocaten; thi Onklen kunde vistnok ikke taale, at han havde bemærket det. Naar De nu havde seet, hvorledes baade Advocaten og min gode Herre og Husbond toge den dumme Historie vigtigt og rørende, saa vilde det vist have gaaet Dem som mig, at De var brister i Latter.
— Nei, det troer jeg ikke; jeg vilde ogsaa have fundet den rørende, thi en saadan trofast Hengivenhed forædler den Kjærlighed, man i Betragtning af Forholdene maatte kalde uædel, men dens dybe Grund, som
16*
