247
ders Erindringen. Jeg besøgte Broen ved Strandkan-kanten, hvor hun med Angst stod og stirrede ud efter den Baad, som bragte den saarede Elsker, og det syntes mig klart, at det Vallerske Huus havde, fremfor noget andet, Ret til min Taknemmelighed, og at jeg paa en Maade havde en fra min Fader arvet Gjæld at betale der. Min Fætter Valler har modtaget mig med en saa umiskjendelig Velvillie.
— Ja, Valler er en god Mand, men han er svag, han har ikke sin Faders kraftige Characteer og heller ikke hans Lykke. Han er forknyttet i sin Ungdom af altfor streng Behandling, han mistede sin gode Engel med sin første Stedmoder. Fra sine tidlige Dage har han bevaret en gammel Kjærlighed til mig; han betroer sig stedse til mig, indbyder mig jævnlig ved huuslige Leiligheder, og jeg kommer ogsaa, uagtet jeg slet ikke kan lide hans Kone. Jeg vilde ret ønske, at De kunde oplive hans matte Tilværelse ved en stor, uventet Glæde, men hvorledes skulde De finde en Søn og Arving i hans Huus? Han har jo ingen Søn.
Lusard svarede: Da vi forleden vare der i Selskab, opstod der en Tanke hos mig, som muligviis kunde lede mig til mit Maal. Jeg synes særdeles godt om hans ældste Datter; jeg maatte meget bedrage mig, om det ikke er en fortræffelig Pige, og jeg maatte ogsaa være en slet Iagttager, om der ikke skulde være et
