— 254 —
og Frue. Han vendte derfor sine Skridt til Spisestuen, hvor han bemærkede, at de to unge Piger stode ene sammen. Colette var i den lystigste Stemning og loe ret af Hjertensgrund. Paa hans Spørgsmaal om Anledningen til dette fornøielige Lune, svarede hun: Gud skee Lov, at De kalder min Lystighed fornøielig! De er altid saa god, og altid i godt Humeur, men Mariane staaer her og siger, at jeg glæder mig, naar det gaaer ilde til …
— Hvorledes? ilde? der er dog ikke hændet noget Ubehageligt?
— Jo der er, men det er dog usigeligt morsomt og comisk. Vi kan gjerne fortælle det Hele til denne Vor fortræffelige Onkel. Nu skal De høre. Da Moder idag kom af Kirke, træffer hun paa Trappen ligeudenfor Entreedøren vor Kokkepige, som er en kjøn, ung Pige, og vor ædle Huusven Hr. Hofjunkeren, som med største Henrykkelse omfavner og kysser samme Pige. Moder forstaaer ikke Spøg, hun siger til Pigen: »Du seer dig strax efter en anden Condition, thi om otte Dage, den første i næste Maaned, forlader du mit Huus.« Det er den sørgelige Side af Historien, men nu kommer den fornøielige. Derpaa aabner hun Døren for Hofjunkeren, og beder ham træde ind. Den Stene var uforlignelig. De skulde have seet den Herre! Han saae ud, som han skulde staae aabenbar Skrifte
