260
— Jeg troede, at Hr. de Montalbert vel elskede Antikerne, men ikke det Forældede, som f. Ex. den Skole, hvortil den omtalte Digter hører.
Men for Pokker! udbrød Officeren: De tilstaaer jo selv, at det ikke er Deres Alvor, naar De dadler hans Værker. Og at ville nedrive Det, man i sit Hjerte beundrer, eller ophøie Det, man i sit Hjerte foragter, det er jo — om jeg saa tør udtrykke mig — i aandelig Forstand det Samme, som Juristerne kalde Falsk i Mit og Dit.
— Nei, det er en diplomatisk Fremgangsmaade for at vinde en retmæssig Fordeel , som man ikke i aabenlys Feide kan forskaffe sig. Denne aandelige Hovmod, dette Dictator-Væsen passer ikke til vor Tids friske, ungdommelige Stræben efter at løsrive sig fra de stive Former, fra den unyttige, støvede Lærdom, som hindrer Aandens Flugt. Det Nye skal leve, de nye Former skal triumfere i Kunsten som i Staten, og om en Forkjærlighed for alt Forældet kan tilgives vor ærede Captain, saa kan den ikke passe for Hr. de Montalbert, der stammer fra det Land, som har forvandlet Verdens politiske og litterære Tilværelse.
Jeg tilstaaer, svarede Lusard, at ogsaa jeg i yngre Dage har brændt af Iver for de politiske Bevægelser, har ønsket at offre Liv og Lykke for Menneskeslægtens Vel. Ja dertil vilde jeg endnu være rede, naar jeg
