266
lende ikke var nogen Anden end Mariane, der sagde: Det er et urimeligt Rygte, det maa jeg bedst vide, men sæt endogsaa, at Hr. Lusard virkelig beilede til mig, kan du da troe, at enten han eller noget Menneske i Verden skulde bevæge mig til at bryde den Troskab, som jeg har tilsvoret dig?
Lusard sagde ved sig selv: I Sandhed! det lader til, at min gode Stjerne har ført mig til dette Sted for at ende min Raadvildhed.
Med største Varsomhed, for ikke at blive opdaget, tittede han begjærlig ind gjennem den lille Aabning mellem Hækkens Blade. Han saae Mariane siddende ved en ung Mands Side. De vendte Begge Ryggen til den Løvhytte, hvori Lusard befandt sig, og Løvet dulgte saa fuldkomment Mandens Hoved, at man aldeles Intet kunde see eller opdage af hans Person, uden Dette, at han var høi af Vært, og at hans venstre Haand, som han holdt paa Ryggen af Bænken bag Marianes Sæde, var hvid og veldannet, samt at han paa den bar en Ring af en paafaldende Form, med en Steen, hvori der var udskaaret en Delphin, saa smukt og tydeligt, at et mindre skarpt Syn end Lusards vilde have opdaget det i en saa ringe Afstand. Da nu denne halv Usynlige efter en kort Pause begyndte at tale med en ualmindelig sonor Stemme, var denne Stemme
