11
— Jeg mener, at disse hersens Franskmænd, som du gjør saameget af — for din Negoties og Fordeels Skyld, det kan ikke hjelpe, du siger mig imod — disse Folk ere, reent ud sagt, Mordere. Deres Minister — som han kaldes — denne Citoyen Grouvelle, har han ikke læst Dødsdommen op for sin ulykkelige Konge?
Grossereren vendte sig fortørnet bort, og med de Ord: »Jeg gider ikke engang svare dig,« satte han sig hen i en Krog og tog en Bog, som han bladede i.
Ferdinand vovede nu at give sin Skjærv med i Laget, og sagde med beskeden Stemme: Kjære Fader! Citoyen Grouvelle var Secretair i National-Conventet; det var hans Embedspligt at oplæse Dommen for enhver Domfældt.
— Begynder nu du med? Dig skal jeg rigtig nok bede ….
Advocaten afbrod ham: Tilgiv, Hr. Justitsraad! Hvad Deres Søn sagde, er jo ganske sandt. Og jeg vil endnu tilføie, at uagtet mit Bekjendtskab med denne franske Minister ikke er gammelt, saa maatte jeg meget bedrage mig, om ikke denne godmodige, fine, særdeles dannede Mand har under Udøvelsen af denne Embedspligt følt sig overmaade ulykkelig.
Ja visselig, udbrød Madame Baller: Jeg synes, jeg kan see hans Læber skjælve under denne Læsning.
