Side:To Tidsaldre.djvu/35

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

17

Ferdinand! Maa jeg ellers for tiende Gang bede dig om at slippe dit De. Naar vi sees igjen, saa siger du ikke andet end Du til din Onkel, ligesom Claudine; hende har jeg da faaet afvaent med de gammeldags Noder, som ikke passe til vore Tider … Ja jeg veed nok, din Fader kan ikke lide, du siger Du til mig, men jeg kan ikke lide, du siger De, og det er mig det angaaer.

Med disse Ord gik han ud af Døren. Da de to unge Mennesker nu bleve allene, sagde Ferdinand med høi Latter: »Gid jeg kunde bære Hjelm og Sværd og følge en Frihedshelt! dig for Exempel!« Mig! Jo jeg takker! I falske Fruentimmer! Jeg veed nok, hvem du mener.

— Aa Snak! Hvem skulde jeg mene?

— Skal jeg nævne hans Navn? Er den blotte Lyd dig en sød Musik? det er ogsaa et ret velklingende Navn, altid smukkere end Trois oeufs eller Deux sous eller deslige.

— O Ferdinand, jeg beder dig!

— Naa Herregud! troer jeg ikke ordenlig, at Taarerne komme dig i Øinene. Det er min Tro alvorligt fat med dig. Naa, min søde Claudine! vær ikke vred! Du skal have en oprigtig Fortrolig, en sand og taus Postillon d’amour i mig. Jeg gaaer i Ilden for dig og den brave Lusard. Veed du vel, at jeg allerede

To Tidsaldre.

2