21
Ferdinand fulgte efter ham og sagde iforbigaaende til Claudine: See, nu maa jeg dog gaae med ham for det Første. Onkel maa sige hvad han vil, man kan ikke, saa gjerne man end vilde, gjøre sig ganske fri fra de indgroede Fordomme. Men ikke sandt? imorgen skal vi have Opreisning for mange Dages Fortræd?
De gik nu, og Claudine listede sig op paa sit Værelse for i Eensomhed at nyde den salige Vished, hvormed Ferdinands Ord havde forjaget hendes hidtil nærede Tvivl.
Imidlertid var Advocaten allene med Madame Valler nede i Værelserne. Han trykkede begge hendes Hænder til sine Læber og sagde: Farvel! jeg maa gaae, og som sædvanligt maa jeg trøste mig med et kort Øiebliks Lykke for mange Timers piinlige Tvang. Saadan er nu min Skjæbne i den senere Tid. Nu farvel! tænk lidt venligt paa Deres stakkels Ven! »
— Ak, Dalund! De bedrøver mig med Deres evige triste Miner og Ord. Hvad skal jeg gjøre?
— Ja, hvad skal jeg gjøre? Rive Deres altfor kjære Billede ud af mit Hjerte? Vil De have det?
— Jeg behøver ikke at svare Dem. De kommer her dog imorgen?
— Jeg saaer vel, thi skjøndt jeg veed, at det vil være mig smerteligt nok at see Dem iden berusende Atmosphære, som her bliver herskende omkring Dem, saa
